Lille blåpil
Læs i det følgende beretningen om den forsvundne guldsmed som lever igen. Eller er det snarere, at den der lever skjult lever godt?
Introduktion
Jeg stødte på den smukke guldsmed under et besøg på Søby Brunkulsmuseum d. 1. juli 2006. Jeg kendte ikke arten og den blev senere identificeret som Lille blåpil (Orthetrum coerulescens) på fugleognatur.dk. Det var en nyhed som vakte glæde og bredte sig til landet aviser og elektroniske medier. Lille blåpil har været en sjældenhed siden man begyndte at registrere guldsmede her i landet, og har stået som forsvunden i rødlisten. De forrige registringer her til lands er helt tilbage fra perioden 1906 – 1936 fra Grimstrup Krat øst for Esbjerg (Holmen, 2002).

Den unge, næsten udfarvede Lille blåpil (Orthetrum coerulescens) som var det eksemplar jeg først fik øje på.
Lille blåpil er sjælden fordi den stiller nogle meget specifikke livsbetingelser. Larverne lever kun i rindende, næringsfattigt og mosesurt vand. De voksne foretrækker læ, varme og sol, og gerne i områder hvor der er nogle sandklitter. De nedlagte brunkulslejer i Midt- og Vestjylland ser ud til at opfylde disse betingelser. Derimod findes den givetvis kun i meget få naturlige habitater her i landet.
Beskrivelse
Kroppen er omkring 4 cm lang og vingefanget er omkring 6 cm. De modne hanner er mørkebrune med oversiden af bagkroppen (abdomen) matblå, de unge hanner er gulbrune ligesom hunnerne. Hunnerne er ganske let blåpudrede på undersiden. Hunnerne og de unge hanner har tydelige sorte linier på oversiden af bagkroppen. Begge køn har to iøjnefaldende cremefarvede striber på bag øjnene på forkroppen (thorax). Vingemærkerne (pterostigma) er lange og gule. Bemærk at begge køn bliver mørkere og mere ensfarvet med alderen hvilket gør at f.eks. striberne på forkroppen forsvinder.

En ældre han fra Sepstrup Sande sidder med fremadrettede vinger i hvileposition.
Habitat og udbredelse
Lille blåpil yngler i surt (pH=4-5), næringsfattigt, rindende vand. I varmere lande yngler den også i stillestående vand hvilket tyder på at vandet helst skal være isfrit om vinteren. Dens naturlige omgivelser er soleksponerede kildevæld eller vandløb i moseområder. Søby adskiller sig ved at der er blevet skabt en kunstig forsuring pga. udfældning af jernsulfider fra de gamle udgravninger. Den er almindelig i Søby området. Der er blevet registreret mindst to yderligere bestande af Lille Blåpil i løbet af sommeren der dog var beskedne (<15 ynglende hanner) i forhold til Søby. Den ene bestand blev fundet af undertegnede i et brunskulsleje ved Nørre Vium og den anden bestand af Ole Fogh Nielsen i Sepstrup Sande. På sidstnævnte sted fandt Ole Fogh også en pæn bestand af den meget sjældne Arktisk Smaragdlibel (Somatochlora arctica)
hvilket også en ny registrering.

En typisk ynglelokalitet for Lille Blåpil med det rindende og okkerfyldte vand. Nørre Vium
Levevis
Flyvetiden begynder formodentlig omkring midten af juni til midten af august. De kønsmodne hunner lever meget mere tilbagetrukket end de kønsmodne hanner der ofte sidder fremme og forsvarer territoriet ved vandet. Her sidder hannerne med 3-6 m afstand. De ofte flyver op og krydser de andre hanners territorier. Både unge og gamle individer kan findes et stykke væk fra yngleområder hvor de sidder på jorden eller den lave vegetation. Ofte vil det være i soleksponerede områder med læ da Lille blåpil er en varmelskende art. De voksne kan blive op til 30 dage gamle. Larverne tager derimod to år om at udvikle sig. Føden for de voksne består af klæg, vandnymfer, og andre flyvende insekter. Den vandlevende guldsmedelarve er også et rovdyr og lever af vandlevende insekter og smådyr som haletudser.

Et parringshjul. Parringen varer som regel mindre end ½ time. Hos hannen vil man efterfølgende kunne se spor på overkroppen efter slidmærkerne fra hunnens tag.
Litteratur
Ole Fogh Nielsen: De danske guldsmede. Danmarks Dyreliv, bind 8. 1998, Apollo Books Aps.
Larsen T (2008) New record of the Keeled Skimmer (Orthetrum coerulescens) in Denmark. Entomologiske Meddelelser 76, 69-72. [pdf]
1 Comment » Last modified on Sep 23rd 2009
Mette Raffo Jun 1st 2008 at 10:40 pm 1
Jeg havde faktisk besøg af en Lille Blåpil i mit køkken i går. Den fløj ind og kom ind bag et skab, men fandt heldigvis selv ud igen.
Meget smukt insekt!